SLEEVE NOTES


Hvad lægger der bag bogens titel, ‘Replayed’?

LARS: Da jeg var 10 år gammel, gav min mor mig penge og lov til at cykle over til et supermarked i Viborg for at købe den nye singleplade med Elvis Presley, “Burning Love”. Jeg kan stadig huske, hvor overrumplet jeg blev af nummerets svedige groove, og Elvis’s magiske, dybe stemme, der messede om brændende kærlighed. Siden dengang har musik været en fuldkommen nødvendighed i mit liv. Min ide med den her bog har været at bruge min personlige, musikalske historie som inspirationskilde.


Hvordan har I brugt musikken i jeres respektive processer?

LARS: For det meste har indgangsvinklen til at skrive for mig været at sample en linje fra en sang, der bor i mig. Derefter har jeg bygget en ny tekst op omkring linjen for derefter at omskrive den, eller helt slette den, sådan at der ikke stod andet tilbage end det, den inspirerede mig til. Nar jeg genlæser teksterne, er det svært for mig at huske, hvilke af mine tekster der knytter sig til hvilke sange.

CECILIE: Lars er jo virkelig en musiknørd, og det vil jeg ikke sige, at jeg er. Men musikken er altid en følgesvend for mig i mit arbejde, og det er mit vigtigste værktøj til at tænde for mine sanser og mit føleapparat. Hvis jeg går efter et melankolsk udtryk, sætter jeg klassisk musik med strygere på, imens jeg kan gå med børnemusik, hvis jeg skal male portrætter af børn. På den måde gav Lars’ ide om at tage afsæt i musikken virkelig mening for mig.


I kendte ikke hinanden, da I sammen kastede jer ud i det her projekt. Lars, hvorfor var det lige præcis Cecilie, du ville have med ombord?

LARS: Cecilie har en perfektion, som jeg også selv leder efter i mine digte. Der var engang en anmelder, der sagde, at jeg var så præcis i mine valg af ord, at hvis man fjernede et ord, ville det hele falde fra hinanden. Den samme følelse har jeg med Cecilies værker – de er så præcise, at hvis noget var anderledes, ville følelsen i værket være en helt anden. Den perfektionisme elsker jeg. De ting, hun laver, er så sindssygt dygtigt lavet, og følelserne i dem er så dybe.

CECILIE: Da Lars kontaktede mig, fortalte han mig, at han synes, at vi havde nogle fællesstræk, der passede godt sammen og kunne forenes. Det synes jeg bestemt, at han har set rigtigt. Det var aldrig meningen, at jeg blot skulle illustrere hans digte, men at det skulle være et reelt samarbejde. Alligevel havde jeg nok tænkt, at jeg kun skulle lave en 4- 5 billeder, men det endte jo så med at blive til langt mere end det.


Hvilken retning var det meningen, at projektet skulle tage?

LARS: Jeg kom ud af en meget dystopisk, selvransagende bog om mit sygdomsforløb med kræft, som var et et-årigt tur i helvede og ud igen. Jeg havde virkelig behov for at komme fri af sygdommen og komme fri af mørket, og jeg begyndte at skrive sådan nogle enormt solskinsfyldte digte. Det var meget glad og positivt, for jeg var et sted, hvor jeg havde rigtig meget solskin i ansigtet. Det var med det positive projekt, at jeg henvendte mig til Cecilie for at spørge, om hun ville tegne og male til mine digte.


Jeg kan nok godt afsløre, at slutresultatet ikke rummer lutter solskin. Hvordan ændrede processen sig?

LARS: Allerede op til vores andet møde skete der et pludseligt dødsfald i Cecilies nærmeste familie, som gjorde, at at bogen tog en helt anden kurs. Når der sker svære ting, så flyder det ud over papiret.

CECILIE: Jeg arbejder totalt intuitivt, så nar jeg bliver påvirket, og jeg mærker mine svære følelser, så bliver det nærmest livsvigtigt for mig at tage en pensel i hånden. Min vej igennem det var at male, og det blev en ventil for mit følelsesliv. Så det her projekt endte med at være god timing, for jeg tror, det var lige præcis det, jeg havde brug for.

LARS: Udover det lukkede landet også ned på grund af corona. Det føltes meget dystopisk, sådan på en zombie-apokalypse-måde, hvor alle var sig selv nærmest, og hvor vi i virkeligheden jo også var lukket inde i hver vores hjem. Det var meget ensomt og meget dystopisk det hele.På den måde blev det også meget tydeligt, hvor skrøbeligt – ikke kun individet – men også civilisationen er. Som samfund var vi på en måde kollektivt i en mørkere tilstand, eller i hvert fald kom der en ny fælles bevidsthed om, hvor skrøbeligt livet er.

CECILIE: Min sorg var jo ubegribelig og ubærlig, men det var en kæmpe trøst, de ord, Lars kunne skrive. Det er det, ordet og digtene kan. Lars’ digte har ofte et twist, hvor man lander et andet sted end det, man ellers umiddelbart troede, da man startede. De rummer brutalitet og livets mørke sider, men håbet er på en eller anden måde altid til stede.

LARS: Jeg tror jo, at alle der laver kunst, maler, og skriver, at det at arbejde med det, er en form for healing. Det er en måde at prøve at forstå, hvad fanden er det, der overgår mig, og hvad er det, der overgår verden.


Hvad tænkte du, Lars, da du så Cecilies første værker til bogen?

LARS: Det føltes på en måde som et stykke af sandheden. Altså, der er en enorm dualisme, og du kan aldrig rigtig blive klog på, hvad der sker i Cecilies kunst. Jeg kan sidde og kigge på portrætterne, og den ene dag viser de en følelse og den næste en anden. I virkeligheden afspejler de også ens egen tilstand. Du bliver ikke færdig med det.. Jeg bliver i hvert fald aldrig færdig med det.


Hvornår kunne I se, at I havde et fælles projekt, der kunne lykkes?

LARS: Vi var faktisk længe i tvivl, fordi vi havde to sideløbende processer og arbejdede ud fra det, der skete i vores liv hver især. Det var faktisk først, da vi printede det hele ud og hængte det hele op samlet pa væggen, at vi kunne se: ‘Det her er faktisk et projekt’. Digtene og tegningerne tager måske nok udgangspunkt i forskelllige ting, men der var simpelthen en større sammenhæng i det.

CECILIE: Der er en sammenhæng i en bredere forstand. Der er tanker og følelser, som Lars har i sine digte, som i høj grad også er i mine tegninger. På en eller anden made kunne vi bare se, hvordan vi spejler os i hinandens universer, hvad vores liv indeholder og hvad vi har været igennem.


Hvis jeg skal kigge efter et tydeligt vendepunkt i bogen, så er det jo netop, hvor farverne overtager i dine værker, Cecilie. Hvordan endte I tilbage i det farverige, mere positive univers?

CECILIE: Jeg havde gået lang tid og følt, at nu skulle jeg noget andet, og så havde jeg en mentor, der skubbede mig over i farverne. I starten havde jeg en stor modstand mod det, men pludselig begyndte jeg bare at se billeder, motiver og også muligheden for at bevæge mig over i noget, hvor jeg kunne fortælle på en anden måde.

LARS: Lige pludselig begyndte Cecilie at male de her farverige malerier, og jeg tænkte straks: ‘Det her er jo et genfødsel’. Bogen er en tur ind i mørket og ud i lyset igen. Det var meget tydeligt for mig, at det var præcis den slutning, der skulle være på bogen.